Kronik i Politiken den 11.05.2021
Af Philip Bro Ludvigsen, industriel designer
På mit tegnebord står en lille brevvægt, som jeg har gemt og passet på, lige siden min storebror døde som helt ung mand for mange år siden. 12 år tidligere var vi et par drenge på omkring 9 og 12 år, hvor jeg som en tro væbner hjalp min bror med at veje små afklippede stykker zink på brevvægten. Zinken kom fra tagrendestumper, som vi havde fundet på forskellige byggepladser. Stumperne blev sænket ned i sodavandsflasker fyldt med en præcis mængde saltsyre, så der boblede store mængder brint op. Brinten fyldte vi derefter i hjemmelavede (og meget brandfarlige) luftskibe. Disse ekstremt lette og vægtmæssigt afbalancerede konstruktioner kunne vi ’sejle’ rundt med gennem husets stuer. Jeg var fuld af beundring, og husker det som den rene magi. Brevvægten er en lille brun retroagtig model af mærket Esselte. Den er standset ud af metal, og med vægtenhederne fordelt på en smuk buet skala, hvor en svingarm med en kontravægt i enden viser vægten. Den kan finjusteres med en skrue på den ene fod. Bare jeg kigger på vægten, eller tager den op i hånden er jeg tilbage i en anden tid sammen med min bror igen.
Brevvægten fungerer stadig præcist, og endda helt uden batterier. Selvom den sjældent vejer breve, er det en af de genstande, der betyder mest for mig. Det er kun for mig, at dette objekt har en særlig betydning, men som designer optager fænomenet mig, fordi det er så klart et modbillede til det produktforbrug, som flyder afsted i et konstant ’shopping-flow’. Kan vi skabe nogle rammer, der får os til at forbruge langsommere, ved at tillægge produkterne større emotionel værdi og på den måde opnå en mere kvalitativ relation? Hvor mange og hvilke ting har vi egentlig behov for? Og hvad er det for ting, der betyder noget for os?
Det er måske at skyde sig selv i foden at bede folk om at købe færre ting, når man som jeg lever af at der tikker en lille royalty ind på kontoen, for hver vare der klikkes ned i online-indkøbskurven. Men hvis produkterne får større værdi gennem tilvirkningen, kan det ende med at være udmærket både for samfundsøkonomien, virksomhederne, designeren, miljøet og vores fælles reserve af ressourcer.
I en årrække har jeg forestillet mig, måske naivt, at designeren, sammen med ingeniørerne og marketingfolkene, kunne optimere funktion, økonomi og bæredygtig produktion, sådan at resultatet blev smukke og meningsfulde produkter. Men med en lang designkarriere bag mig, og med tilsvarende mange produkter på samvittigheden, må jeg erkende at virkelighedens globaliserede markedsøkonomi ikke helt fungerer på den måde. I sammenspillet mellem virksomhedernes behov for økonomisk overskud og forbrugernes jagt efter det gode tilbud sker det ofte, trods gode intentioner, ofte sådan at produkterne ikke får den kvalitet og levetid, som de burde have.
Den østrigsk-amerikanske designer og designteoretiker Victor Papanek skrev for halvtreds år siden: ”Der findes professioner, der er mere skadelige end industridesign, men de er yderst få. Og kun én, der er mere fiduspræget: reklamedesign, der prøver at få folk til at købe noget, de ikke har brug for, for penge, de ikke har, for at imponere andre, der er komplet ligeglade.” Dette citat er skrevet i et USA, hvor designguruen Raymond Loewy dannede skole med lækker styling, og hvor marketingfolkene lignede dem fra tv-serien Mad Men.
Der er sket meget siden dengang. I årtier har vi produktudviklere og formgivere udviklet vores viden og bevidsthed om bæredygtighed, klimaoptimering og ressourceforbrug. Disse kompetencer er efterhånden blevet integreret i de fleste virksomheders produktudvikling, og vi øger hele tiden genbruget af plast, pap og mange flere ressourcer. Sammen bliver vi dygtigere til at skabe mindre belastende produkter. De nye LED lyskilder er meget bedre end de gamle glødelamper, og elektriske biler belaster ikke klimaet så meget som dem med forbrændingsmotor, i hvert fald ikke i drift.
Men det er ikke godt nok. Fordi produkter belaster miljøet. Det er ekstremt svært at skabe produkter med et samlet positivt ’Life Cycle Environment Impact’, som det kaldes i fagsproget. Det koster praktisk talt altid på miljø- og klimaregnskabet at producere noget, især elbilerne med deres tunge batterier, men også den lille lys diode. Og hvis hver person nu bare tænder for en masse dioder hjælper det ikke så meget at den enkelte diode sparer rigtig meget strøm. Slet ikke hvis mange flere mennesker på kloden skal have adgang til at tænde for mange små dioder.
Derfor må det være en del af vores udfordring, for at opnå større bæredygtighed, at begrænse antallet af objekter som vi producerer, køber og ejer. Og det burde ikke være så svært. Der er allerede mange parallelle tendenser, der netop nu går i samme retning. Jeg kunne nævne:
- Det digitale fortrænger langsomt forbruget af fysiske objekter. Det drejer sig om alt fra de trykte medier, der forsvinder til diverse streaming-tjenester, on-line services og virtuelle butikker.
- Det bliver mere og mere udbredt at genbruge produkter. Second-hand butikkerne er i vækst og trenden strækker sig fra kræmmermarkeder til butikker på eksklusive strøg i storbyen. De kommercielle genbrugsaktører vokser også frem på nettet, fra handel med brugte varer til store auktionshuse.
- Minimalistisk boligindretning er et markant udtryk for lysten til at eje mindre. Og det er i princippet også en effektiv vej til et mindre forbrug, især hvis udskiftningshastigheden på de objekter man så har i det lille hjem ikke stiger tilsvarende.
- Deleøkonomien er en anden tendens i hastig vækst, og i forhold til bæredygtighed giver det god mening at anvende nettet til at organisere deling af alt fra biler over boliger til kunst.
Desværre er der stadigt stærkere tendenser, der går i den modsatte retning, ikke mindst i kraft af globaliseringen. Produktionen flytter sig uden samvittighed derhen hvor arbejdskraften er billigst, og driver priserne i bund og forbruget op. Tilsvarende globaliseret er transport, distribution og handel, hvor onlinegiganten Amazon f.eks. snart rykker ind i Danmark med et svimlende antal varenumre. Dertil kommer den individualiserede reklame på de nye medier, der er målrettet den enkelte. Ofte har vi ikke mulighed for at overskue, hvor meget vi manipuleres til at øge det forbrug, der bl.a. skal betale for markedsføringsindsatsen.
Samlet set vokser forbruget af produkter, og hvis denne tendens skal bremses må der handles på mange niveauer; på samfundsplan, på virksomhedsplan og på individplan. Ligesom indsatsen mod madspild ikke kun kan bæres af den enkelte, så vil en indsats i retning af et mere kvalitativt forbrug først være effektiv med en bred indsats og opbakning fra politikere, virksomheder og forbrugere.
På samfundsplan må lovgivning og afgifter anvendes anderledes aktivt, som bl.a. EU’s lovgivning mod forbrug af engangsservice og emballage. Klimapolitikken kunne f.eks. koncentrere sig om at mindske antallet af brændselsbiler, i stedet for at fokusere på en større mængde elbiler. Fornylig har Forbrugerrådet Tænk anbefalet at reklamationsretten for varige forbrugsgoder bør udvides til f.eks. 6 år, hvilket vil være en enkel og oplagt måde at få virksomhederne til at konkurrere om kvalitet i stedet for pris. Når regeringen lige nu skubber gang i forbruget, ved at pumpe penge ud i samfundet, bør det også følges op med en politik omkring bæredygtigt forbrug.
På virksomhedsplan er det en oplagt strategi at bevæge sig op af værdikæden. Investorerne kræver at virksomhedernes indtjening og dermed omsætning skal vokse. Med en vision om færre produkter må værdien af hver enhed derfor øges. Traditionsrige danske virksomheder som PP Møbler er allerede langt fremme med deres eksklusive Wegner-klassikere. De fremstiller møbler, som praktisk talt aldrig smides ud, er smukke og endda produceret af bæredygtigt træ. For virksomheder som IKEA er det en større udfordring at kravle opad værdikæden, da de er blandt de førende indenfor ’flow forbrug’. Men selv dér eksperimenteres med bl.a. ’møbel leasing’, som en form for deleøkonomi med et mål om at flytte indtjeningen fra en ’køb og smid væk’ kultur over til en mere cirkulær økonomi.
På individplan kan man inspireres af muligheder og tendenser, som inkluderer digitalt forbrug, dele-økonomi, genbrugs-økonomi og minimalistisk indretning. Der er dog en grænse for, hvor langt forbrugeren vil bevæge sig væk fra at eje ting. De fleste af os har et behov for at knytte bånd til objekter. Her tænker jeg ikke kun på ejerskab af eksklusive produkter, der markerer social status, men også på de subtile følelser, der opstår, når et objekt er knyttet til et menneske, et stykke stof til en elsket, en brevvægt til en bror.
Når jeg som designer skal bidrage med at flytte produkter opad i værdikæden, er jeg interesseret i brevvægtens historiebærende værdi. Kunne et hvilket som helst objekt stå i brevvægtens sted? Den er langt fra et klassisk designprodukt, som de møbler og lamper danske arkitekter og designere har tegnet gennem årene. Den har givetvis været billig at fremstille, og i forsikringssammenhæng vil den kun have affektionsværdi. Men hvad kan den, som en tilsvarende elektronisk brevvægt med et digitalt display ikke kan?
Den afbalancerede funktion, når vægten nænsomt finder sit leje, bliver næsten meditativt at kigge på og skærper mine sanser. Den detaljerede fysiske tilvirkning af brevvægten har stor betydning. Dens kontravægt har form, tyngde og kvalitet som et klassisk vægtlod, der kan vippes frem og tilbage, så brevvægten kan veje i to intervaller, en meget let og en lidt tungere. Derfor er der i metallet indgraveret to parallelle skalaer, der udover at angive vægten, skaber en mystisk dekoration.
Historisk har mennesket haft stærke relationer til deres hverdagsting, som ofte er gået i arv gennem generationer. I nogle perioder kom særlig vigtige eller kostbare objekter med ejeren i graven, som følgesvende ind i en anden verden. Ofte var disse objekter omhyggeligt dekorerede. Dekorationer der tit var uden praktisk funktion, men som alligevel øgede objekternes værdi og ejerens forhold til dem. Dekoration er et tegn på tid og overskud. Selv i naturen repræsenterer fuglenes smukke fjerdragt et genetisk overskud der ikke har anden funktion end at virke tiltrækkende for en partner.
Kan vi reetablere en emotionel tilknytning til fysiske ting i vores tid? Ikke nødvendigvis som et ’monogamt’ forhold til objektet, for selv de bedste sneakers holder trods alt ikke evigt. Men dog stadig så stærkt, at produktet ikke nødvendigvis ryger ud så snart en frisk yngre model dukker op. Ej heller en puritansk eller skyldbetonet relation, men nærmere et dybt og kærligt forhold til de ting vi omgiver os med. Er det at være materialistisk? Er materialisme forkert?
Måske er en sådan ny materialisme, med den akutte belastning af klima og natur, nødvendig og værd at udvikle og efterstræbe. Gerne med objekter der kan fyldes med historier og gode funktioner, så vi med glæde beholder dem længere. Og meget gerne produkter af kvalitet, der udføres så de kan repareres. Det er vigtigt ikke kun at fokusere på de dyre og eksklusive genstande, som træaber, stole i kernelæder eller eksklusiv keramik til det velbjærgede Tesla-segment. F.eks. har designeren Lovorika Banovic i frustration over de billige læsebriller, der altid går i stykker, designet et ’mini brille reparationskit’ til Tiger-butikkerne. Sættet består af en lille lup, skruetrækker og præcis de rigtige småbitte skruer. Et velformuleret skub til butikskæden som nærmest er blevet symbolet på flow forbrug. Jeg glæder mig til at fikse netop det sæt billige sæt læsebriller som jeg blev meget glad for, men hvor brillearmen faldt af og siden har ligget i en skuffe.
Designeren må i dag have som mission at skabe færre, men bedre produkter. Metoden varierer efter opgaven. Nogle gange søger jeg, blandt andet med inspiration i historien, at puste mere liv i nye produkter via en større detaljeringsgrad. Det kan være nænsomt foldede papirskærme til lamper eller sirlige dekorationer på porcelænet. Mine samarbejdspartnere og jeg arbejder med at anvende flere og flere naturmaterialer i møbler og produkter, såsom kork, papir, hamp og bæredygtigt træ. Det udmønter sig i objekter som patinerer smukt og passer godt til at blive produceret i mindre serier. Det er nogle små skridt i retning af en ny materialisme, hvor vi passer bedre på objekterne, og forhåbentlig oftere opdager poesien i dem. Vi bevæger os ind i et subtilt område med stor usikkerhed.
Som designer føler jeg et særligt ansvar for at bidrage. En forudsætning for et mere kvalitativt forbrug må være at blive mere bevidste om de værdsatte objekter. Hvad er det for former, materialer og detaljer, der er bærere af begejstring, poesi og følelser?
En fælles undersøgelse af dette kunne starte med at vi sammen lagde billeder op af vores mest betydningsfulde genstande, eksempelvis på Instagram, under hashtagget #objekternespoesi. Sådan kunne både designere og et bredere forum komme til at se karakteren af de objekter, der betyder mest for den enkelte.